Far og søn eventyr

Det hele startede med, at jeg i TV2 nyhederne så, at der havde været ironman stævne i København i 2014. Jeg tænkte med det samme, at dette var noget, som jeg ville prøve en dag. Jeg nævnte det herefter til min far. Han synes det var lidt vildt, men alligevel lød han også ret interesseret i det, jeg havde gang i her.

Vi begyndte at undersøge mulighederne af træning i Viborg og omegn. Ingen af os kunne svømme crawl, så vi skulle have fundet en, der kunne os lære dette. Det endte med, at vi i september 2014 startede op med at svømme i Viborg AM Triathlon. Herefter blev vi enige om at tilmelde os ¼ ironman i Aalborg d. 27 juni 2015. Dette skulle altså være vores hovedmål i vores far og søn projekt. Jeg havde lidt svært ved at komme afsted de tre gange om ugen, som der nu blev svømmet i klubben, da jeg stadig godt ville spille lidt fodbold, og samtidig gerne ville have øl med vennerne i weekenden.

Men halvanden måned inden vores mål i Aalborg gik jeg all in. Jeg trænede stortset hver dag, hvor jeg selv lavede mig et program de 6 uger inden. Vi trænede sammen, om det vi kunne, så vi stadig havde fællesskabet i sporten. Vi tog blandt andet til Kridtgraven og svømmede sammen ugen inden konkurrencen. Da vi så nåede til den store dag, følte vi os begge klar og glade for at vi var nået så langt sammen. Der var ingen af os, som var bakket ud, og vi havde støttet hinanden hver gang der havde været lidt problemer. Jeg havde aldrig haft så meget med min far at gøre, som jeg havde på dette tidspunkt. Efter vi havde løbet den ¼ ironman, var vi begge blevet helt fanget af det. Det gav i høj grad os begge mere blod på tanden. Vi tog derfor ned og så alle klubkammeraterne løbe halve og hele ironman til Challenge Denmark Herning/Billund. Den stemning der var til dette arrangement var for vild, og vi blev fuldstændig fanget af det. ”DETTE SKULLE VI PRØVE! ”

Vi valgte derfor at tilmelde os ½ ironman i Challenge Denmark – Herning/Billund 2016 dagene efter. Da vi så nåede frem til august 2015, kom min far med den vilde ide, at vi skulle tilmelde os IRONMAN i København 2016. Jeg skulle lige tænke over det en dag eller to, men jeg blev hurtigt enig med mig selv om, at det var det vi skulle. Det skulle være vores ultimative mål at gennemføre en ironman sammen. Derudover startede vi også med træner på, da det jo ville komme til at tage en del af vores tid, og vi havde jo heller ikke helt styr på det hele. Derudover ville vi også undgå skader osv. hvilket vi mente en træner ville gøre godt for. Vi tilmeldte os derfor et hold ved Chris Fischer. På holdet var godt 12 mand, som blev samlet en gang månedligt og ellers med forskellige fælles træningspas. 

Min far og jeg trænede sammen hele vinteren på MTB og i løbeskoene, hvor vi kørte og løb alt det sammen, som vi kunne. Vi var begge gået all in i dette projekt, og vi ændrede vores livsstil fuldstændig. Jeg havde droppet alt fodbolden, og jeg havde sågar smidt mine fodboldstøvler og benskinner ud. Jeg tog til svømning hver fredag aften i stedet for at drikke øl med vennerne, og jeg fik nye kammerater gennem sporten. Jeg var ganske enkelt fuldstændig fanget af sporten, og det fede var, at min far havde  

Vi fandt selvfølgelig nogen, som vi passede med hver især på det hold ved Chris Fischer, men dette gjorde ikke, at vi ikke havde vores pas sammen. Det var så naturligt, at vi skulle træne sammen, eftersom at vi jo startede det sammen. Nogle gange løb jeg lidt langsommere end planlagt, og andre gange løb far lidt hurtigere, for at vi kunne træne sammen. Sådan kørte det hele vinteren og lidt af foråret, men da vi så kom tættere på sommeren blev vores træningsplan lidt mere individuel, og vi kunne ikke træne helt så meget sammen. Men så snart muligheden var til det, blev der trænet sammen.

Da vi når til delmålet Challenge Denmark, følte vi os klar begge to. Vi havde undgået skader, og vi følte os virkelig på toppen begge to. Vi løb begge nogle gode tider, og vi var glade og tilfredse. Nu havde vi lidt en ide om, hvad der ventede os i københavn om 2 måneder. Herefter begyndte vi så begge at døje med skader.. Jeg med en ankelskade og far fik ondt flere forskellige steder. Her var det virkelig rart at have hinanden, og vi støttede og troede på hinanden. Da vi kom frem til d. 21 august, var vi begge blevet så godt som friske igen, men alligevel føler man sig nok ikke helt klar. Vi blev enige om, at vi havde gjort vores bedste begge to. Vi skulle derfor have vores fedeste oplevelse, og give den hvad vi havde. Jeg havde allerede mere blod på tanden, da jeg i forvejen her havde tilmeldt mig IM Frankfurt, og far skulle blive den vildeste jernmand. Vi kom igennem det sammen, og jeg får oplevelsen af, at se min egen far løbe ind over målstregen. Det var den vildeste følelse at se ham komme over stregen! Det var dette vi begge havde kæmpet for et helt år. Jeg blev mere rørt over at se ham løbe over, end da jeg selv kom i mål!

Vi er begge stadig helt grebet af sporten, og ingen af os stopper i den kommende fremtid.